Der er ingen vej til glæden, glæden er vejen

Inge Rasch

Der er ingen vej til glæden, glæden er vejen

 

Af Inge Rasch

 

Vi har 50.000 tanker om dagen. Hvis du husker på dine tanker fra i går, hvor mange af disse var livsgivende, opbyggende, humoristiske, nye, klare, anderledes? Hvor mange bar præg af frustrationer, gentagelser, kredsende om det samme emne?

Prøv at lægge mærke til for et kort øjeblik, hvilken historie du fortæller om dig selv til dig selv, og hvilken historie du fortæller andre. Er der et bestemt formål med det, du udtrykker, vil du vise nogle bestemte sider af dig selv til andre?

 

Hvor fleksibel og åben er du overfor dig selv, og hvor meget giver du dig selv fri til blot af være dig? Prøv i en periode at få en større bevidsthed og årvågenhed ind i forhold til dine mønstre og vaner. Du er styret af en masse vaner, der er uhensigtsmæssige, og disse vaner skaber en form for sløvhed i din psyke. Skal du blive mere vågen og opmærksom i dig selv må du opbygge nogle konstruktive vaner der gør dig mere levende.

 

Det er en god start at lægge mærke til omgivelserne og til dig selv, at mærke hele dig og hvilken stemning, du er i, når du vågner – din vejrtrækning, at komme til stede i hele dig, uden blot at lade tankerne få styringen. Det kan være vigtigt at lære at skelne vores umiddelbare ønsker fra vores dybereliggende behov. For at komme ind i en større dybde i os selv. Hvor tit overbeviser du dig selv om, at du kan vente med at meditere til i morgen?

 

Prøv at lægge mærke til, hvordan du bruger dig selv i din hverdag? Hvor accepterende er du i forhold til dig selv? I forhold til andre? I hvilke situationer puster du dig selv op? I hvilke situationer gør du dig selv mindre? Hvor ofte sammenligner du dig selv med andre? Hvor tit gør du folks problemer til dine? Hvor ærlig er du i dit udtryk og hvad vil det sige at være uærlig?

 

Det er ikke muligt at komme i en dybereliggende kontakt med dig selv og udvide din energi, hvis du holder fast i, at du ikke er god nok. Den følelse eller tanke, at du ikke er god nok, er det én, du har overtaget fra andre? Sammenligner du dig selv med andre, taber du din egen centrering og bliver urolig indeni? Du kan kun sammenligne dig med dig selv. Andre kan godt være et eksempel for dig, ligesom du kan være et eksempel for andre.

 

Du kan sige, at det er andres skyld, at du har det på den og den måde, men det er vigtig at lære at se på dig selv. Din frygt er en del af en desperation. Når du er desperat er der noget ukendt i dig. Noget, der ikke er rigtigt. Noget, du gør og tænker, som ikke er produktivt for dig.

Giv dig tid til at fordybe dig i desperationen, meditativt, da vil du opdage, hvad den handler om.

Hvis vi ikke er tilfredsstillet, mister vi kontakten med vores dybereliggende følelser. Lad aldrig andre definere for dig, om du er tilfredsstillet eller ej.

 

I mit liv var det et dybfølt ønske at blive mor. Da jeg møder min mand, glemmer jeg den aftale, jeg havde lavet med mig selv som 18-årig om, at jeg gerne ville adoptere. Vi prøvede forgæves i mange år at blive gravide, men uden held. Vi besluttede os for at adoptere, og jeg kom i kontakt med en dybereliggende følelse, da vi skulle hente vore første barn i Indien. Følelsen forlod mig aldrig, selv om andre satte spørgsmålstegn ved, om man virkelig kunne elske et barn ligeså højt som et biologisk. Jeg svarede ja, men kunne se i øjnene på dem, der spurgte, at de ikke helt troede mig.

 

Det er vigtig at opbygge sine følelser og føle for det, du gør. Du må prøve at blive mere fri inde i dig selv og stole på dig selv. Det er vigtigt hele tiden at udvikle sig – udvikle sin medfølelse for andre – udvikle sine kvaliteter og evner. Vi må se på udvikling som en progressiv struktur, der bringer os ind i en dybere kontakt til os selv. Der tager os bag sindet. Bag sindet er der sjælen. Dit selv, dit oprigtige selv. Din ægte del af dig selv, din essens. Følelsesaspektet er hjerteaspektet. Vi må finde vores egen mening, så vores kvaliteter bliver udtrykt.

 

 

 

Inge Rasch • Forsythiavej 5 • 6950 • Ringkøbing • 97 32 62 60 • raschinge@gmail.com